| |
|
Medlem:
|
|
Oprettet:
|
09-12-2009 21:17
|
|
Debat:
|
Papbørn
|
Læst af:
|
416
|
|
Kategori:
|
Familie & Samliv
|
Indlæg:
|
3
|
Jeg har nu i 3 år haft en fantastisk kæreste som jeg elsker over alt på jorden. Men han har to børn fra sit forrige ægteskab og det er ved at ødelægge vores forhold. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Han var blevet skilt et ½ år før han mødte mig. Børnene er nu 4 og 10 år gamle og vi har dem 6 dage hver 14. dag. Det er ikke ligefrem 6 dage jeg ser frem til…
Det er ligegyldigt hvor sød jeg er over for dem – de første par dage er der ikke andet en balla-de og råben og tuderi. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor de opfrører sig sådan over for mig. Jeg har jo altdi været sød ved dem. Måske er det deres mor der siger noget dårligt om mig?
De dage skal bare overstås for mit vedkommende så efterhånden sørger jeg for at være ude af huset så meget som muligt, men det holder jo ikke i længden.
Er der nogen af jer der har gode erfaringer med ”papbørn” som kan give mig et godt råd?
Knuz
Tina
|
|
| |
|
Medlem:
|
|
Oprettet:
|
13-12-2009 21:26
|
|
Hej Tina.
Jeg ved lige præcis hvordan du har det. Jeg er gift med jordens dejligste mand, og vi har dit, mit og vores barn. Vi har nu været sammen i 8 år og gift i 5 år. Min mands dreng var 2 år da vi fandt sammen. Aldrig nogen sinde i de 8 år har han snakket til mig. Og når jeg snakker med ham den dag i dag vender han hoved mod væggen. Vi har ham kun hver anden weekend, og det er også længe nok. Når han er på besøg ved os er det som at være fremmet i sit eget hus. Jeg har aldrig gjort ham noget, og i starten var jeg også sikker på at det var hans mor der sagde til ham at han skulle hade mig. Jeg snakker rigtig meget med min mand om det,- det bliver vi simpelthen nød til. Det er sådan at når jeg ved drengen kommer hjem til os om fredag, pakker jeg mine børn i bilen og vi køre en lang tur og tar en dyb indånding inden vi kommer hjem igen. Det er et marridt. Min mands dreng ved ikke hvorfor han ikke kan tåle mig. For et års tid siden havde drengen en pause på nogle mdr fra os, for det hele var ved at falde sammen for os pga af drengen. Han var/ er ikke uartig. Men han "passer" bare ikke ind. Jeg er holdt op med at ville ham det godt,- nu, efter 8 år har jeg accepteret at han kommer, men vores "hængsler" passer ikke sammen, og det kommer de aldrig til.
Mit råd til dig, er at ignorer børnene og lade dem komme til dig.
Det har jeg fundet ud af, når min mands dreng virkelig har brug for mig så kommer han også. Men jeg kommer ikke til ham.
Også snak med din mand om det, ikke kun en gang, men igen og igen- hvis du har mulighed for at snakket med børnenes mor så gør det. Børnene har det sikkert også a h til ...Måske kunne du også ta det store barn ( 10 år) med på cafe. - Det hjalp min datter da vi fik vores fælles barn, hvor vi kunne være helt alene. Og vi kunne "lære" hinanden at kende igen. Det kunne jo være at din kærstes børn kunne lære dig at kende på den måde.
Hilsen
Betina
|
|
Klag over indlæg
|
|
|
Medlem:
|
|
Oprettet:
|
18-12-2009 08:24
|
|
hej tina
Jeg kan saktens forstå du er fustreret og jeg syntes det er kanon at du spørger til råds for det viser jo at du ønsker at ændre det forhold du har til dine sted-børn.
1. snakker du med deres mor- og ved du hvordan børnene trives derhjemme- kunne de have nogle vanskligheder ? min datter skriger nemlig også og der ligger altså noget helt andet til bunds for det ?
2. er det fordi de er umulige eller er det fordi det ikke er dine børn der er umulige har du gjort dig tanker om det ?
3. Hvis du kunne snakke med deres mor ja og din mand kunne du danne dig et billede af hvordan tingene fungere hos deres mor- nogle børn er bare dårlige til omvæltninger i deres rutiner-hvor andre børn saktens kan forstå at reglerne de forskællige steder ikke er de samme
4. Har du prøvet at snakke med dem om hvad i kunne gøre anderledes- og om der er noget der går dem på-fortælle dem at du ikke er ude på at tage deres far fra dem og at du holder af dem og du håber at i sammen kan finde en fælles grund.
Mvh Tanja
Til betinna
Ikke ondt men det men at holde sig væk fra barnet/ børnene er nok det dårligste forslag jeg nogensinde har hørt-
jeg ved ikke hvad der ligger til grund for din beslutning, men jeg mener jo bestemt at det er den voksnes ansvar at skabe en kontakt til sine stedbørn- har du overvejet om han er sådan fordi han kan mærke at du ikke har hjertet med !!!
Du har haft en løsning på at bygge dit forhold op i forhold til dit eget barn ds i fik en lille ny. men hvad med din mans søn har tingene ikke været hårde for ham ???
Jeg ville aldrig finde mig i at min mand ikke tog mine børn som sin egen og jeg tror du er heldig din mand gør det men jeg syntes det er synd for denne dreng. jeg tror han føler sig udenfor og har det svært og måske ikke kan sætte ord på hvad det er der går ham på og det burde være dig og din mand der hjalp ham igennem det- skilsmissen mellem hans mor og far har nok været hård for ham  men jeg kan da godt se at hvis det har været sådan i 8 år ja så er det sgu sent nu- MEN IKKE FORSENT AT ÆNDRE HVIS DU HAR HJERTET MED_DET ER ET BARN
mvh tanja
|
|
Klag over indlæg
|
|
|
Medlem:
|
|
Oprettet:
|
18-12-2009 13:34
|
|
Hej Tanja.
Ja jeg kan godt se nu hvor jeg selv læser mit indlæg igen, at det er lidt onsvagt formuleret! Du kan tro jeg har hjertet med. Og jeg har gjort rigtig meget for at mig og drengen skulle få vores "hængsler" til at passe samme. Jeg har snakket med hans daværende pædagog, jeg har snakket med sundhedsplejeske, jeg har snakket med rigtig mange om det,- og selvføgelig har jeg også snakket med drengen om det. Det er bare såén at på et tidspunkt kommer man der til, at man opgiver at snakke sammen. Og det er der vi er nu. Ikke fordi, vi kan sagtens spille ludo, og lave kastaniedyr sammen. Det er bare ikke nemt at være fremmed i sit eget hjem når han er på besøg. Og han føler sig bestemt ikke udenfor. Han ser mig simpelthen ikke når har er ved os, han siger ikke goddag, godnat, farvel, tak osv og når jeg snakker til ham kigger han ind i væggen eller væk. På det punkt ser han mig overhoved ikke. Til resten af huset beboer er han "medlem". Det er der jeg mener, at jeg kommer ikke til ham, hvis han skal ha brug for min hjælp så skal det være ham som kommer til mig.
Det skal dog siges at hans stedfar som han har haft i 8 år, har han samme opførsel over for. - Så det er ikke kun mig. Jeg har det bare noget sværre ved det, end hans stedfar har det.
Der har ingen dramatik været da hans forældre blev skilt!
Nu skriver du "DET ER ET BARN" Hvis du har den rigtig løsning, så gi mig den! Jeg vil ikke behandle ham som et råddent æg, men jeg behandler ham med respekt! Det er måske det jeg gør forkert. Jeg har brugt meget tid på at lytte til de fagfolk som jeg har snakket med omkring ham. Og de har alle deres måde at "løse" tingene på.
MVH
Betina
|
|
Klag over indlæg
|
|
Du skal være Logget ind for at deltage i debatten.
Er du ikke medlem, kan du blive det på få sekunder - det er fuldstændig gratis,
og du kan til enhver tid melde dig ud igen.
Bliv medlem